Forbønshandling for udfrielse

Når det handler om forbøn for udfrielse, er man nød til, at sammenligne dette med forbøn for helbredelse. Vi ved fra Guds ord, at Gud hører bøn, og reagerer på sine børns ydmyge henvendelser. Man må derfor ikke altid tro, at bare vi beder om udfrielse, får man det med garanti. Det kan være en langsommelig proces, der også kan ende med, at man må erkende, at Gud måske ønsker, at man skal leve med det alligevel, resten af sit liv, og ikke blive udfriet, før man overgår til livet i evigheden sammen med Jesus.

Samtalen med en dæmoniseret

Der findes to indgange til, at møde mennesker der udviser en adfærd, der er under mistanke for dæmonisk indflydelse. Den ene er, hvor personen godt selv er klar over dæmoniseringen, og den anden er, hvor personen skal hjælpes til, at se det som en mulighed.

Når en person selv er klar over, at en dæmon plager tilværelsen, skyldes det ofte, at der er en kommunikation mellem personen og dæmonen. Det kan endda være, at personen får et forhold til dæmonen, og at de ligefrem bliver fortrolige på nogle områder.

Uanset hvordan personens forhold til dæmonen er, skal man med forsigtighed forsøge, at overbevise personen om, at dæmonens eneste formål er, at traumatisere og gør personen syg og i sidste ende, slå personen ihjel.

Under selve samtalen, kan dæmonen give udtryk for følelser og bekræfte over for personen, at denne kristne, skal han eller hun holde sig lang fra. Den vil typisk forsøge med list i begyndelsen, men langsomt vil den tage hårdere metoder i brug, som fx være omklamrende og kvælende.

Samtalen er meget væsentlig, og bør være grundig og dybdegående, da der ellers er mulighed for, at dæmonen forsat ødelægger eller traumatiserer tilværelsen.

Spørgsmålet bør altid være, om hvad der kan tænkes, at være åbningen, men det er også vigtig, at spørge ind til hvad, det får af betydning for personen, hvis tilværelsen skal ændres, så denne åbning kan blive lukket, og forblive lukket.

Da det udelukkende er Jesus, der med Helligånden kan uddrive dæmoner, må og skal personen omvende sig, så Jesus fremover, bliver en væsentlig del af personens liv.

Indledning i metoden

Personen skal ydmyge sig for Herren, og stille sig i forventning til hans indgriben.

For Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge viser han nåde.

Personen skal frasige sig det okkulte, og enhver kontakt med noget satanisk, eller falske religioner.

I må ikke følge andre guder, af den slags folkene rundt om jer dyrker, for Herren din Gud, som bor hos dig, er en lidenskabelig Gud.

Personen skal af hjertet tilgive, enhver anden person, der har gjort ondt eller noget forkert mod sig.

Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.

Personen skal frigøre sig fra enhver forbandelse, der evt. ligger på sig. Dette må personen gøre i tro på, at der kan være noget der følger en, og vil en det ondt, også selvom man ikke forstår det, eller har viden herom.

Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld – der står jo skrevet: »Forbandet er enhver, der hænger på et træ«

Personen skal hengive sig til Jesus, og erkende nødvendigheden af, at det udelukkende er ham der kan frigøre en.

Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.  Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.

Herefter beder man personen om, gentagne gange, at puste ud, og i tro udånde alt det onde. Det er vigtigt, at personen er aktiv her, og knytter tro til denne gerning, da de første åndedrag, nok kun indeholder almindelig luft, men efterfølgende vil der blive adgang for dæmonernes vej ud.

Jakob gør i sit brev, gerningen til det vigtige, når troen skal styrkes i kampen, og sammenligner denne med et menneskelig legeme, der ikke er liv i, og derved dødsdømmer han en tro, som ikke er ledsaget at en handling.

Jak. 2  v26  For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.

Reaktioner under bøn

Under bønshandlingen er det vigtigt hele tiden, at have fokus på personen, og måden vedkommende reagerer på. Det er min erfaring, at de fleste gange kommer der en form for reaktion, men ofte foregår det stille og roligt.

Der er mulighed for en kraftig reaktion fra personen, i tilfælde af udfrielse fra noget okkult, og ligeledes hvis vedkommende har haft misbrug, eller lignende problemer. Her kan der manifestere sig en kamp i personen, som vedkommende slet ikke har indflydelse på. Dvs. dæmonen får kroppen til, at vride sig rundt, og ligefrem få personen til, at falde ned på gulvet, så man skal være forberedt på lidt af hvert.

Ofte manifesterer ånden sig ved, at personen får en fornemmelse af, at noget tungt falder af, eller løsnes et bånd, der har strammet et sted på kroppen. Det kan også være, at personen udtrykker, at det var dejligt eller skønt at opleve, og ligeledes føler, en frigjort fornemmelse i kroppen.

Positivt er det, når noget er sket, og man sidder tilbage, med en god fornemmelse i kroppen over det.

Fornemmelse for specifikke dæmoner

Under bønshandlingen er det ligeledes vigtigt, at man har fokus på Helligånden, og hans vejledning. Der kan dukke nogle tanker op under bønshandlingen, som man husker fra den forudgående samtale med personen, og her er det så vigtigt, at man spørger ind til det.

Jeg har listet en række ting, der er meget relevante man konfronterer i bønshandlingen, når man har overblikket over de ting, der passer på den forudgående samtale med personen.  

Selvmordsdæmon, Provokeret abort, Dødsdæmon

Forkastelse, Bitterhed, Had, Vrede, Utilgivelighed

Kritik, Anklager, Dømmesyge, Sladder, Bagtalelse

Sløvhed, Træthed, Dovenskab, Passivitet, Manglende selvvilje

Verdslighed, Lunkenhed, Ligegyldighed, Manglende gudsfrygt,

Uansvarlighed

Vantro, Tvivl, Tvesind, Frygt, Bekymring

Selvretfærdighed, Stolthed, Negativitet, Opgivenhed, Håbløshed

Taksielsesbøn og salmelæsning

Efter at bønnen er slut, er det tid til at takke og love Gud, for den storhed og inderlige nåde han viser os, når vi ydmygt kommer til ham. Her opfordre jeg personen til frit, at juble, synge eller andet, der ligger mest naturlig til vedkommende. Nogle vil måske sætte pris på, at vi sammen synger en salme, mens andre foretrækker lovsang. Uanset hvad man ønsker at gøre, gælder det om at takke Gud, og særligt for, at han sendte sin søn Jesus Kristus, og at vi må kalde os for Guds børn.

Joh 1  v12  Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.

Vi må altid have tillid til, at Gud tager over, uanset hvad vi ser bliver resultatet af bønshandlingen. Det er ikke vores ansvar længere, men Guds. Jesus prædikede evangeliet, uddrev dæmoner og helbredte syge, og det er præcis sådan, Jesus ønsker vi også skal gøre.