Dæmonisering af mennesker

Dæmoner, urene ånder eller sygdomsånder er det samme og de optræder med forskellige formål over for mennesker, men deres handlinger, virke og tilstedeværelse går udelukkende ud på, at holde mennesker væk fra Gud og nedbryde og skade mennesker mest muligt. I evangelierne ser vi, at apostlene omtaler både dæmoner, urene ånder og sygdomsånder som værende det samme, når de på forskellig måde genfortæller hvordan Jesus helbredte de dæmonbesatte og syge.

Dæmoner har følelser, stor viden og viljestyrke og er ikke synlige for mennesker og man må derfor forestille sig dem som personer uden kroppe. De tro på Jesus, da de altid kender ham og identificere ham straks efter de har set ham, men kalder ikke Jesus for Herre, da dæmoner har djævelen til Herre. Endvidere arbejder de mest effektivt i flok, for at forstærke deres virkning ved, at hver især optræder og udvirker deres onde hensigter på forskellige måder i og omkring mennesker.

Dæmoner har behov for at dominere mennesker og er total rådville, hvis de ikke har bolig i et menneske. Det er helt afgørende for dæmoner at have bolig i mennesker, da deres behov og lyster ikke kan opfyldes optimalt i fx dyr. Dæmonerne vil altid søge efter den bolig hvor der er størst mulig chance for at opnå dominans og magt over mennesket. Dæmonerne er intelligent og følger mennesker indtil en situation opstår, hvor personen fx mister kontrollen, og så slår de til og tager bolig i det menneske. Det følelsesmæssige svage øjeblik udnytter de, og herefter vil de effektiv forstærke deres traumatisering af det menneske, for at dominere og styre vedkommende yderligere.

Efterhånden som dæmoner får påvirket personer til fx misbrug og afhængighed, opnår de yderligere kontrol og kan løbende invitere andre dæmoner indenfor, som medbringer fx psykiske lidelser. Ud over at dominere og ødelægge personen, opnår dæmonerne ligeledes at personens familie bryder sammen og derved ødelægges det centrale i Guds skabelses orden, nemlig de familiemæssige værdier. At skabe en kædereaktion af ondskab mod mennesker, dominerer dem og efterfølgende slår dem ihjel, er udelukkende hvad dæmonernes formål er.

Jesus og dæmoner

Vi skal særligt lægge mærke til, at den første handling Jesus udfører efter at han har modtaget Helligånden, er udfrielse af en dæmonbesat, og endda inde i Kapernaums synagoge.

Mar 1  v23  Netop da var der i deres synagoge en mand med en uren ånd, og han skreg: v24  »Hvad har vi med dig at gøre, Jesus fra Nazaret! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er: Guds hellige!« v25  Men Jesus truede ad ånden og sagde: »Ti stille, og far ud af ham!« v26  Den urene ånd rev og sled i ham, gav et højt skrig fra sig og fór ud af ham.

Ånden kender godt Jesus og ved alt om ham da den overtager kontrollen af den dæmonbesatte og får adgang til hans stemme. Det varede mere end 2 år før Jesu disciple viste hvem Jesus egentlig var og hvad hans formål var på jorden, mens dæmonerne ved alt om de profetier der forud er skrevet om Jesus og ligeledes tror de på rigtigheden af bibelens ord, men skælver af skræk over konsekvenserne om tilintetgørelsen af dem.

Når ånden kæmper imod er det fordi den har magt til at blive i manden. Den har ikke tænkt sig at give op uden kamp. Den udtrykker følelser og skræk da den møder Jesus, da den er klar over at kampen er tabt mod ham. Endvidere taler Jesus med den som om det var en uartig skoledreng, ti stille siger Jesus til ånden, og dette med god grund, da ånden ellers ville blive ved med at råbe og skrige i sin kamp for ikke at blive kastet ud. I sin frustration over at miste besættelsen i mennesket, gør den alt hvad den kan og benytter alle kneb, men kommer fuldstændig til kort, da den ikke kan undgå at adlyde Jesus i både skrig og kamp. Den rev og sled i manden før den fór ud af ham.

Hvilken dramatisk oplevelse, og så inde i den hellige synagoge. Hvordan er det dog mulig for en dæmonbesat mand overhovedet at komme ind i den hellige synagoge? Den besatte har jo haft sin gang der inde og har tidligere fungeret fint med den urene ånd i sig uden at den har reageret som den gjorde her. Manden har højest sandsynlig haft sin daglige gang i synagogen, måske havde han en tjeneste derinde og måske tilhøret han ovenikøbet en af dem der var tilknyttet synagogen. Der stå han var der inde, så det var ikke sådan at han pludselig kom væltende ind. Forud for hændelsen havde Jesus undervist og de tilstedeværende havde undret sig over hans lære.

Jesu ord og undervisning afslører alt, intet lades tilbage heller ikke en uren ånd der gemmer sig i et menneske kan skjule sig for hans ord, og det skyldes udelukkende Jesu ord som vi kender fra evangeliet. Vi får ikke viden om hvilken egenskab af denne ånd i synagogen havde udover at den var uren. At kalde manden for besat er måske ikke den rigtige oversættelse i dette tilfælde, da personen har en almindelig tilværelse. Der er også bibel forskere der mener at ordet i stedet burde hedde dæmoniseret. Dette grundet, at når man omtaler en person som besat, har man den opfattelse, at dæmonen styrer og kontrollere den besattes liv helt og fuldt, og det er ikke tilfældet her. I stedet er der tale om en person, der har en besættelse han formentlig ikke engang er klar over selv.

Dæmonens møde med Jesus i Kapernaums synagoge, er ikke tilfældig. Vi læser senere i kapitlet at de bragte mange besatte til Jesus, og han helbredte dem alle.

I Lukasevangeliet beskrives hvordan Jesus uddriver en sygdomsånd fra en krumbøjet kvinde

Luk 13  v10  På en sabbat underviste Jesus i en af synagogerne. v11  Dér var der en kvinde, som i atten år havde været plaget af en sygdomsånd. Hun var krumbøjet og ude af stand til at rette sig helt op. v12  Da Jesus så hende, kaldte han på hende og sagde: »Kvinde, du er løst fra din sygdom.« v13  Han lagde hænderne på hende, og straks rettede hun sig op og priste Gud.

Jesus kalder kvinden til sig og siger hun er løst fra sin sygdom. Derved ser vi at Jesus kalder det en sygdom, men Lukas beskriver det som en sygdomsånd der har sat sig på kvindens ryg.

At Jesus kalder det for en sygdom, viser os, at en dæmon ligeledes kan være årsag til sygdomme. Jesus bekræfter også senere i vers 16, da han kommer i diskussion med synagogeforstanderen, som var vred over, at Jesus helbredte på en sabbat, at sygdommen i sidste ende er styret og kontrolleret af satan.

v16  Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?«

Derved bekræfter Jesus, at en sygdom som fx, at være krumbøjet, er en dæmonisering. Kvinden havde været dæmoniseret i atten år og vi kender ikke noget til kvindens alder, men jeg tror hun er ældre og enke, da vi kun hører om ældre kvinder og enker der tjener i synagogerne. Jesus kalder også kvinden som en Abrahams datter, hvilket sandsynligt betyder, at hun levede et ret og retfærdigt liv med tjeneste i synagogen.

Besættelse af mennesker

Dæmonerne som Jesus drev ud af manden der opholdte sig tæt på svinehyrderne i gerasenernes land, så og identificerede også Jesus straks både før og efter at Jesus havde befalet dem ud. Her får vi en beskrivelse af en mand, der konstant er besat og lever i huler. Dæmonen har total overtager styringen af den besatte og taler direkte til Jesus og ved præcis hvem han er.

Luk 8  v28  Da han fik øje på Jesus, skreg han op, kastede sig ned foran ham og råbte højt: »Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, du Gud den Højestes søn! Jeg bønfalder dig: Pin mig ikke!«

Dæmonen havde i lang tid herset rundt med ham, og folkene omkring ham havde bundet ham med lænker og fodjern og holdt vagt over ham. På nutidens sprog betyder det at han var spærret inde på lukket afdeling. Lænker og vagter var ikke nok til at stoppe dæmonens aggressive adfærd, da den gav manden kræfter til at sprænge lænkerne og driver ham ud i ødemarken. Dæmonen er altså i stand til at give manden overnaturlige kræfter.

Efter at Jesus havde drevet dæmonen ud spørger han manden om hans navn, hvilket han fortæller Jesus er Legion. Legion må vi forvente er det kalde navn manden har fået efter det er kommet frem, at han var besat af flere dæmoner.

Legion betyder en større gruppe og som ordet indikerer, er det tæt beslægtet med ordet bande, som vi udelukkende opfatter som en gruppe med onde hensigter. At udføre onde hensigter og gerninger ved vi fungerer bedst, når de optræder sammen. Dæmonen der havde holdt manden besat i længere tid, havde også inviteret andre dæmoner ind, hvilket forstærker dæmonernes dominans over manden og giver flere onde overnaturlige evner, alt efter hvilke de forskellige dæmoner har med sig.

Jesus driver altså ikke bare en dæmon ud af manden, men en bande af dæmoner farer ud og får lov, af Jesus, til at fare i en flok svin, der omkommer efter at være faldet i havet.

Manden bliver fri og får sit liv tilbage. Han ønsker at komme med Jesus for at tjene ham, men Jesus siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."

Jesus sender altså manden tilbage hvor han kom fra for, at missionere blandt sine egne hvilket han gjorde og har nok fået stor opmærksomhed, efter den meget omtalte og dramatiske hændelse.

Mar 5  v12  og dæmonerne bad ham: »Send os over i svinene, så vi kan fare ind i dem.« v13  Det gav han dem lov til. Og de urene ånder fór ud af manden og ind i svinene; og flokken på omkring to tusind styrtede ud over skrænten ned i søen og druknede.  

Hvorfor Jesus tillader dæmonerne at fare i svineflokken tror jeg skyldes, at Jesus ønskede, at denne hændelse skulle være en så stor manifestation af Jesus, at ingen i byen ville undgå at skulle forholde sig til hændelsen. Alle indbyggerne i byen og omkring, havde jo mistet deres svin og alt hvad der kom fra de 2000 svin, der druknede den dag.

Svinehyrderne der var vidne til hændelsen blev bange og bad Jesus om at forsvinde fra deres område. Hændelsen var for mærkelig til, at de kunne forstå hvorfor den besatte pludselig var blevet sat fri på bekostning af deres mange svin der omkom. De havde udelukkende fokus på tabet og ville ikke se det under Jesus lige havde gjort.

Apostlene og dæmoner

I Apostlenes gerninger ser vi at apostlen Filip rejste til Samarie for at forkynde evangeliet om Jesus. Samarie var et sted med meget afgudsdyrkelse og har formentlig været et område apostlene ikke havde mod og lyst til at besøge med evangeliet.

ApG 8  v5  Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. v6  Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; v7  for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt.

Filips forkyndelse, bevirker at mange samaritanere tager imod evangeliet og bliver døbt. Efter sin opstandelse nævnte Jesus meget udtrykkeligt, at samaritanerne skulle være det første ikke-jødiske folk, disciplene skal nå med evangeliet:

ApG 1  v8  »I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende«

Grunden til, at Samaria særligt bliver nævnt tror jeg skyldes, at Jesus viste, at disciplene lettere kunne se en mening i at gå med evangeliet til andre hedninger end til samaritanere. Disciplene havde altså Samaria fobi, der nok skyldes det had, der har været gennem historien mellem Jøderne og Samaritanerne.

Filip følte måske et kald til at gå, på trods af den modvilje der måske har været blandt de andre apostle, måske får Filip en særlig åbenbaring, da han oplever de første kristenforfølgelser i Jerusalem, og ser dette som et kald til at gå, og ovenikøbet gå alene hvilket ikke var almindeligt og heller ikke i overensstemmelse med det Jesus lærte dem. Filip bliver heller ikke sendt ud på en særlig måde, sammenlignet med andre udsendelser fra Apostlenes gerninger, med bøn, faste og håndspålæggelse, og derfor havde Filip ikke sin menighed i ryggen, men handlede udelukkende på sit kald fra Helligånden.

2 Kong 17 fortæller, at det havde den katastrofale følge, at folket i Samaria blev forført til at dyrke fremmede guder og på mange måder miksede den ægte gudstro med fremmed gudsdyrkelse. Således siger 2 Kong 17,41: »Disse folk frygtede Herren, men de dyrkede deres gudebilleder«.

Derfor er det også en troldmand der dominerer byen i Samaria med magi og kunster der har sin oprindelse i det okkulte. Troldmanden havde en særlig status i byen og folkene var optaget af ham og de ting der kom ud af hans trolddomskunster. Jeg tror at mange i byen havde købt ydelser hos denne troldmand, hvilket gav sig ud i de mange der var besat af urene ånder, der fór ud af dem med råb og høje skrig.

At der er en sammenhæng i urene ånders besættelse af mennesker, der søger troldmænd og hekse stå helt klart som en konsekvens af den orden Gud har villet. Mennesket har Gud skabt til udelukkende at tjene skaberen, og kommer mennesket væk fra Gud, søger det helt ubevist andre afguder. I byen som Filip besøgte med evangeliet om Jesus, kom evangeliets forkyndelse til at stå over for denne afgudsdyrkelse, da mange af folkene var besat af urene ånder, der havde sin oprindelse i det okkulte.

Vi skal særligt ligge mærke til, at når ånderne bliver konfronteret med evangeliet om Jesus, fór de ud af folkene med råb og høje skrig.

Dem der var besat af urene ånder var mange hvilket også bekræfter troldmandens dominans over folkene. De betragtede ham som en Gud og kaldte ham for den store, der har Guds kraft.

Det står klart da Filip forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder. Også troldmanden kom til tro og blev døbt da han var forbløffet over de tegn og mægtige gerninger, han så skete ved Filips forkyndelse.

At kun Helligånden kan overbevise om synd og forandre menneskers liv får vi stærkt bekræftet i Filips besøg i byen i Samaria. Helligånden var endnu ikke kommet over de ny-omvendte og troldmanden havde på trods af sin dåb og nye tro, ikke ændret på sin livsførelse med magi og trolddom.

Da rygterne om omvendelserne i Samaria når til Jerusalem, rejser Peter og Johannes ned til dem, og først under deres håndspålæggelse, får de Helligånden. Troldmanden ser effekten af Helligånden og ønsker sig denne særlige gave, ikke at modtage Helligånden, men derimod at kunne give den videre til folk og måske endda tjene penge på det. Troldmandens hjerte er på trods af omvendelsen, stadig optaget af de undergerninger der sker ved Helligånden og har kun dette i fokus. Apostlen Peter konfronterer ham med at han er fyldt gift og galde og lænket i uretfærdighed. Peter formaner på det kraftigste troldmanden til at omvende sig fra denne ondskab, og Peters tale får troldmanden til at angre og bede Apostlene om at gå i forbøn for ham.

v20  Peter svarede ham: »Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. v21  Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud.

Formaningen er stadig gældende hvis noget som griskhed og afgudsdyrkelse gennem magi og trolddom fylder vores liv. Vi ser hvor svært det er, at slippe af med de ånder der trods tro, omvendelse og dåb følger og klister til os. Derfor er afgudsdyrkelse som magi, trolddom og heksekunster beslægtet med det okkulte og medfører angreb fra dæmoner.